Se dette nyhedsbrev i en browser
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet

AGC – et gymnasium med globalt perspektiv

Aarhus Gymnasium på Dollerupvej har et globalt perspektiv på vores uddannelser. Vi har i mange år være en del af netværket Globale Gymnasier, hvor formålet er at ”uddanne elever til at begå sig i en kompleks verden”. Der hersker i dag ingen tvivl om vigtigheden af, at elever forstår at begå sig på en klode, hvor vi dagligt skal forholde os til komplekse globale problemstillinger. Tænk på handelskrigen mellem USA og Kina, brexit i Storbritannien, presset fra syd på vores ydre grænser i EU og selvfølgelig klimakrisen. Det var betænksomt, da politikere skrev globale kompetencer ind i alle hjørner af lovgrundlaget for gymnasiereformen fra 2016.

Jeg mener, det er vigtigt, at vores elever ikke kun lærer om andre kulturer og hører om en anderledes levevis under fremmede himmelstrøg. Det er vigtigt, at eleverne også har mulighed for at møde og mærke. Vores globale team gør et stort stykke arbejde for at skabe kontakter til andre skoler i og uden for Europa. Et eksempel på dette er vores deltagelse i Nordplus, der er et samarbejde mellem seks nordiske skoler (Sverige, Island, Litauen, Finland og Letland). De deltagende skoler sender fire elever og en lærer til værtsskolen, som går på skift mellem deltagerne. Temaet for opholdene er ”Inklusion”.

I denne uge er Christoffer Kirk Poulsen afsted med elever til Porvoo International College i Finland. Jeg forventer, der kommer fire elever hjem fyldt med globale indtryk, og at de kan være med til at give et globalt perspektiv på den skoledag, der rammer dem mandag morgen. AGC skal være vært for Nordplus aktiviteterne februar 2021.

 

Venlig hilsen
 
Karsten Bak Ramlov
Rektor
 
 

Makerspace på Aarhus Gymnasium

Af: Claus Albrechtsen, underviser
 
På vores ungdomsuddannelser på Aarhus Gymnasium C arbejder eleverne med både teori og praksis. Eleverne arbejder med teoretisk viden på flere niveauer, idet de først får kendskab til det teoretiske stof og derefter lærer at anvende stoffet ved at løse veldefinerede opgaver. Herfra tager eleverne deres teoretiske viden og erfaringer med over i deres projektarbejde, hvor de tester, om teorierne holder på praktisk udførte løsninger.
 
For at give eleverne flere muligheder for feed back på, om den teoretiske viden holder i virkeligheden, er vi ved at udvide vores værkstedsfaciliteter med et Makerspace.
 
I Makerspace arbejder eleverne med digitalt styrede produktioner, som ofte giver en større præcision og dermed en bedre feed back på elevernes løsningsforslag.
På Aarhus Gymnasium har vi har vi i et par år gjort vores erfaringer med 3-D-printere og er nu ved at etablere et særligt Makerspace-arbejdsområde, hvor vi samler alle vores digitalt styrede maskiner, som omfatter 3-D-printere, folieskærere og en nyindkøbt lasercutter.

1. årgang: Grundforløb, introtur og studieretninger

Af: Ulrik Bohnstedt Christensen, uddannelsesleder
 
Den 12. august startede knap 240 nye og spændte 1.g’ere her på Aarhus Gymnasium City (AGC). Efter et indledende fællesmøde i Univers blev eleverne fordelt i deres otte grundforløbsklasser - fordelt på syv HTX-klasser og én STX-klasse - som de vil tilhøre indtil uge 46, hvor de forskellige studieretninger oprettes. Som et stort HTX-gymnasium har det været spændende for første gang at starte en STX-klasse op, og vi har haft et særligt fokus at integrere eleverne med hinanden, så de alle føler sig som en naturlig del af AGC. Til vores årlige store studiestartsfest i uge 38 deltog de fleste 1.g’ere, og de havde en skøn aften, hvor de blev opvartet af gymnasiets lærere og ledelse.
 
I løbet af den første uge på skolen blev alle elever ført igennem et særligt program for at sikre en god introduktion til vores faglige og sociale gymnasiekultur. For eleverne er disse første måneder ofte ensbetydende med mange spændende nye møder – møder med nye fag, nye klassekammerater, nye bygninger, nye samarbejdsformer, nye IT-systemer etc – og vi arbejder på at gøre overgangen fra folke- eller efterskole til gymnasium så nem som muligt. Som et godt eksempel på hvordan vi sikrer eleverne en god start og trivsel på skolen kan nævnes Netwerks-konceptet (projektnetwerk.dk), som alle eleverne skal igennem, og som understøtter gruppedannelses- og makkerskabsprocesser i klasserummene. Faglighed og social trivsel går hånd i hånd, og et stærkt socialt sammenhold fra starten er noget af det allervigtigste. 
 
For at styrke sammenholdet i og mellem klasserne yderligere har eleverne været på en introtur til Houens Odde, hvor firmaet Teamtours havde sammensat et spændende teambuilding-program i smukke naturomgivelser. Eleverne skulle bla. prøve kræfter med klatring, gåder, tømmerflådekonstruktioner, smuglerløb og Robinson-udfordringer i spejderlivsrammer med teltovernatning og bålmad. 
 
Grundforløbet er som helhed bygget op således, at eleverne dels møder fag, som de allerede kender fra folkeskolen, dels møder nogle nye fag såsom PU (produktudvikling), NV (naturvidenskabeligt grundforløb), AP (almen sprogforståelse) og studieblokke (digital dannelse). Grundforløbet indeholder også en matematikscreening, en studieretningsorientering, en individuel faglig evalueringssamtale og en afsluttende eksamen – alt sammen med henblik på at eleverne foretager et så oplyst valg som muligt af en efterfølgende studieretning. 
 
Alt i alt ser vi i dagligdagen en ny og engageret 1. årgang, hvor både fagligt drive og socialt engagement skinner igennem – hvor læring, nysgerrighed, videbegærlighed og omsorg for hinanden går hånd i hånd i et spændende ungdomsliv.
 

Glimt fra årets studieture

Af: Sanne Hedegaard og Ane Fuglsbjerg Stephensen, undervisere

Hilsen fra døde kroppe og mikroorganismer

Fagene bioteknologi og dansk blev forenet i Amsterdam, hvor 2.a blandt andet besøgte Micropia for at indsamle viden om prokaryoter og museumsformidling. Det samme gjorde sig gældende på Boby World, hvor menneskekroppens anatomi blev studeret, og graden af patos blev vurderet. Amsterdam kan klart anbefales som studietursby, da busturen på 11,5 time er overkommelig, og det er nemt at komme rundt.  

Af: Anne Marie With Bøje, underviser og global koordinator

The Midlife Crisis of the Digital Revolution

2.p's elever, Kommunikation/IT og Design, har igen i år deltaget i Ars Electronica festival for teknologi, kunst og samfund i Østrig i landets tredje største by Linz. Denne gang i følgeskab med 2.j, Teknologi og Design. Det alvorlige tema om midtvejskrise til trods, har eleverne haft et indholdsrigt og rart ophold med tid til at hygge sig med hinanden i det dejlige østrigske sensommervejr.  Læs om festivallen her: https://ars.electronica.art/outofthebox/en

3. årgang: Fuld fart på studieområdeprojekterne (SOP)

Af: Line Højen, underviser og studievejleder

3.g’erne er nu i fuld gang med forberedelserne til at skrive deres studieområdeprojekt (SOP). Skriveperioden ligger i slutningen af december, men inden da skal eleverne undersøge deres emne og indsamle empiri gennem fx kilder eller laboratorieundersøgelser. En stor del af elevernes arbejde og læsning ligger derfor inden selve skriveperioden.

I studieområdeprojektet fordyber den enkelte elev sig i et selvvalgt område, som belyses teoretisk og empirisk ved hjælp af to af elevens fag, hvoraf mindst ét skal være på A-niveau og mindst ét skal være et studieretningsfag. Eleverne gør altså brug af deres faglige viden og metoder fra undervisningen i fagene, men eleverne skal også fordybe sig i nyt materiale, nye faglige vinkler eller et nyt fagligt område.

Hver elev har tilknyttet en vejleder fra hvert fag, og det er også disse vejledere, der på baggrund af elevens problemformulering, udarbejder den endelige opgaveformulering. Elevernes opgavebesvarelse skal fylde 15-20 sider og afleveres den 20.12. I januar afholdes mundtlig eksamen i SOP, hvor eleverne skal præsentere og reflektere over deres projekt.

Idrætsdagen i billeder

Tilmelding og framelding

Kender du én, der ikke er tilmeldt, kan vedkommende gøre det her
Du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet ved at gå til bunden
af nyhedsbrevet og trykke på "Frameld dig dette nyhedsbrev".

Vi modtager gerne forslag til forbedringer og andre kommentarer til
vores nyhedsbrev fra Aarhus Gymnasium.
Send venligst en mail til Line Højen på lhv@aarhustech.dk
 
Med venlig hilsen
 
Karsten Bak Ramlov
Rektor
Aarhus Gymnasium
 
M 22234169
T 89373533
 
 

Følg os...

 
Frameld dig dette nyhedsbrev