Se dette nyhedsbrev i en browser
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
Hej
For nogle af jer vil dette være det første nyhedsbrev – for andre, det sidste. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at ønske god vind til 'dimitterende forældre' og byde velkommen til de kommende 1. g. forældre på vores tre gymnasier.
Vi har stadig plads til flere elever, så hvis der er unge mennesker i din omgangskreds, der ikke er kommet ind på det ønskede gymnasium – eller stadig er i tvivl – er du velkommen til at sende denne mail videre.
Velkommen til alle nye elever på Teknisk Gymnasium
Efter sommerferien starter 14 nye klasser på de tekniske gymnasier. Vi glæder os meget til at tage i mod de nye 1. g'ere. For jer, hvis børn starter i 1.g, er det et farvel til grundskolens 'skoleintra', idet ungdomsuddannelserne ikke har denne mulighed. I stedet udsender vi nyhedsbreve om, hvad der sker på det enkelte gymnasium, ligesom der er mulighed for særlig forældreadgang til "Elevplan", som er den portal, hvor fravær mv meddeles. Denne mulighed ophører dog, når eleven fylder 18.

HUSK Velkomstaften for nye 1.g'er!!
Teknisk Gymnasium Aarhus og Teknisk Gymnasium Viby onsdag, den 18. juni 2014, kl. 19.00-21.00 og Teknisk Gymnasium Skanderborg, torsdag den 19. juni 2014 kl.16.30-18.00 afholder velkomstaften for nye elever. På velkomstaftenerne får elever og forældre mulighed for at møde relevant personale og ledelse. På møderne får man ligeledes information om den første tid på gymnasiet, oversigt over forskellige arrangementer mv. – Og ikke mindst, man møder mange af sine nye klassekammerater og deres forældre. Vi har udsendt særlig information om disse arrangementer i vores velkomstbreve til eleverne.

Skoleåret 2014-15
Skoleåret 2014-15 bliver et af de mest spændende skoleår i mange år. Vi tager et helt nyt gymnasium i brug i centrum af Aarhus: Teknisk Gymnasium Aarhus. Det nye gymnasium bygger oven på de to gamle gymnasier, der har været på Christiansbjerg og på Århus Midtby. Elever og medarbejdere fra de to gymnasier går sammen og danner det nye gymnasium. I stedet for at omtale processen som afsked med to "gamle" gymnasier er vores fokus og glæde rettet mod, at vi starter et nyt gymnasium. Men når det er sagt, skal vi ikke glemme, at både medarbejdere og elever fra de to gamle gymnasier skal indgå med de bedste erfaringer fra det de forlader. Hvis det sker, er der grund til stor optimisme på det nye gymnasiums vegne. Teknisk Gymnasium Skanderborg går i det kommende skoleår ind i sit tredje år, og vi glæder os til at dimittere det første hold til næste år.

Studiestartsfest
Fredag den 12. september afholder vi vores studiestartsfest for alle elever på vores tre gymnasier i Ridehuset i Aarhus. Vi glæder os til at se rigtigt mange elever deltage i en hyggelig og festlig aften i hjertet af Aarhus.

Sidste skoledag
Sommertid er jo også eksamenstid. Der er en særlig stemning på gymnasierne, nu hvor sidste skoledag er overstået med flotte galafester. Den 19. maj var sidste skoledag og den traditionsrige gallafest for 3. g. Ved midnatstid fik alle udleveret deres eksamensplan med fag og dato for den kommende periodes eksamen. Som altid et øjeblik fyldt med mange følelser – både glade og mindre glade...

Vi ønsker en rigtig god eksamen til alle elever – og en særlig hilsen til 3. årgang, der nu drager videre ud i verden.
Med venlig hilsen

Mogens Enevoldsen
Uddannelsesdirektør
Teknisk Gymnasium
AARHUS TECH

Følg med på Facebook...

Teknisk Gymnasium Viby har sin egen facebookside, hvor du løbende kan holde dig opdateret om, hvad der sker på skolen.
Tjek ind på siden og "synes godt om" 

Nyt fra studierektor


Et begivenhedsrigt år går på hæld. I den forløbne periode har vores 2. årselever været på studietur, hvor de har fået set Europa fra øst til vest. Vores dygtige elever har igen deltaget i Drughunter, hvor de opnåede en ærefuld 2. plads. TGV er meget stolt over, vi nu to år i træk er kommet i den endelige finale på Lundbeck.
Vores YE elever klarede sig også fantastisk til åres finale i Aarhus. Du kan læse om nogle af produkterne i dette nyhedsbrev. Vores elever klarer sig bedre og bedre i Georg Mohr konkurrencen. Skolen ser frem til, at de dygtige elever på 1. og 2. årgang gør det endnu bedre næste år.
I SO7 (studieområde forløb nr. 7) arbejdede eleverne i år med Vejret og luftballoner. Se den spændende artikel om forløbet sidst i nyhedsbrevet.


Ivan Lauridsen 

Vigtige datoer på Teknisk Gymnasium Viby

  • 13. juni: offentliggørelse af GST karakter
  • 19. juni: skriftlig eksamens karakter offentliggøres
  • 25. juni: sidste eksamensdag- herefter foretages kun årsprøver for 1.-2. htx.
  • 27. juni: sidste skoledag
  • 28. juni: Dimission for 3. htx -kl: 10-12 på studietorvet.
  • 11. august: første undervisningsdag i 2014/15 skoleåret.

Galla 2014

Så kom den længe ventede Gallafest endelig...
Som hvert år har eleverne været innovative mht outfit, ankomst og transportmidler;
Selv en helikopter-entré kunne vi bevidne. Dog var den desværre nødsaget til at lande et sted lidt væk fra publikum.

Med pigerne i fantastiske kjoler og fyrene i fine outfits blev der festet og nomineret.
Vi kommer til at savne jer, men al held og lykke med jeres eksaminer og valg i fremtiden.

Du kan se flere billeder af festen  ved at klikke her.

Selma Erciyas

Drughunter dysten


Torsdag den 24 april kl. 16.26 drog vi af sted mod København for at deltage i Drughunter dystens finaledag. Vi havde hjemmefra haft konkurrencer internt i klasserne, hvor de bedste hold så gik videre til finalen. Derfor havde hvert hold lavet en poster og en fremlæggelse, som vi skulle fremvise til finaledagen. Vi havde en hyggelig togtur derover og fik noget lækkert at spise, da vi landede i København. Efterfølgende blev vi indkvarteret på et hyggeligt hostel, hvor det så bare stod på øvning, øvning og mere øvning. Dagen efter blev vi hentet i bus og så var kursen mod Lundbecks faciliteter i Valby. Her blev vi først mødt med seje navneskilte og vores postere i kæmpe størrelse (142x83 cm) og det var altså et imponerende syn! Derefter var dagen fyldt med fremlæggelser, sjov underholdning, god frokost og flotte taler - bl.a. fra selve sundhedsministeren. 2.w's hold deltog i biologi-konkurrencen med en poster om Parkinsons sygdom. 2.z's hold deltog i kemi-konkurrencen med en flot poster omkring Alzheimers sygdom og den medicin der bruges til behandling. Heldigvis var vi ikke de eneste, der syntes at den var god, da 2.z gik videre til finalen. Desværre vandt vi ikke det hele, men vi vandt en slikkurv, der var utrolig populær på togturen hjem. Alt i alt var det en rigtig hyggelig og lærerig tur, som virkelig var det hele værd!

Hilsen Kavi, Thomas, Maja, Louise, Louise, Emma, Magnus, Helene, Pia og Bibo

Entrepenører blandt HTX- elever

Til åben hus på TGV var der nole elever på teknologi A holdet, der ville præsentere deres produkter-de 2 mest iøjnefaldende: Safewatch og Powercontrol. (Powercontrol er måske en af mine favoritter en fredag aften, når man ligger tungt på sofaen og ikke orker at slukke lyset af træthed. Vores smartphones sover vi jo nærmest med og er altid ved hånden- så med et enkelt klik! bliver man liggende på sofaen til næste dag :-) - ser):

Firmaet Safewatch Denmark er startet af HTX eleverne Christian Rosenbæk, Andreas Clemen Ravn-Andersen og Simon Thayalan. De har opfundet produktet Safewatch. Safewatch er en ekstra rem, som skal sikre, at hvis den originale rem eller en split brister, så falder uret ikke af armen, da den originale rem vil blive holdt sammen af safewatch. Derudover har Safewatch den fordel, at den er lavet i et temperaturregulerende materiale, således at det er slut med at svede under uret, hvilket øger komforten ved at gå med ur. Derudover har de udviklet produktet Tempwatch, som er et temperaturregulerende produkt man nemt kan montere under sin ur-kasse. Da Tempwatch både sætter en stopper for sved under uret og øger komforten, kan man håbe at det vil tiltrække flere til at gå med armbåndsure. Safewatch Denmark opnåede en flot 1. plads ved regionsmessen under Young Enterprise, hvor der deltog 76 virksomheder fra hele Østjylland. Yderligere informationer om Safewatch Denmark kan ses her.
Fra venstre - Christian Rosenbæk, Simon Thayalan (skaberne af Safewatch), Emil Bossow og Andreas Dybdahl (skaberne af Powercontrol).

 
Power Control er en anden spændende virksomhed, etableret af HTX eleverne Andreas Dybdahl, Emil Bossow og Lasse Lyndgaard. De har udviklet produktet Power Control, som skal gøre det lettere at styre strømmen i huset på en elegant måde via ens mobiltelefon. Alle Power Control modulerne, som sidder rundt på stikkene er forsynet med et bluetooth modul, som telefonen kan kommunikere med. De har konstrueret og designet en App til først og fremmest at tænde og slukke for strømmen i stikket. På grund af styringen via app, kan der laves masseindstillinger til hver individuelle Power Control.

Niels Sommer Nielsen

Elev fra TGV blev nr. 13 i årets Georg Mohr matematik konkurrence


Ud af de 733 gymnasieelever, som på landsplan gik videre til 2. runde af årets matematikkonkurrence, Georg Mohr-konkurrencen, opnåede Emil Goldsmith Olesen, Teknisk Gymnasium Viby (10xvx) en delt 13. plads - og dermed det bedste resultat, en af vore elever nogensinde har opnået i konkurrencens 2. runde.
De eksterne censorer tillagde ved bedømmelsen hver af konkurrencens 5 opgaver 4 point, således at der maksimalt kunne opnås 20 point.
Besvarelser, der i 2. runde blev bedømt til mindst 8 point, blev belønnet med et diplom. Således fik Michelle Hedvard fra 3y et diplom for sine 9 point - og dermed en delt 78. plads blandt de 733 deltagere.
De deltagere, der opnåede mindst 14 point, var vindere af konkurrencen og deltog efterfølgende i et "vinderseminar", der i år foregik på Syddansk Universitet. Hvad der videre hændte med matematikekvilibristerne, kan læses på Georg Mohrs website.

John Ellekrog Beuchert

Intimkoncert med supercool band Carpark North!


Den 24. april var der intimkoncert med det super cool band Carpark North her på TGV.

Studietorvet var fyldt med en masse glade og spændte mennesker klokken lidt i otte, kun få minutter før koncerten skulle begynde. Vi fik uddelt sedler og kuglepenne rundt på bordene, hvorpå vi kunne skrive de spørgsmål vi måtte have til bandet.

Under koncerten fortalte forsangeren Lau om nogle oplevelser de havde haft som band, og hvordan de forskellige sange var kommet til. Blandt andet historien bag sangen "You're my fire" som de kreerede over en lang aften i selvskab med Nik og Jay. En aften fyldt med godt humør, fantastisk musik og god humor sluttede af med deres nummer "Save me from myself" med stående applaus.

Efter koncerten var der autografer og billeder med bandet. Alt i alt en super hyggelig aften!

Katja Haugaard Timmermann 12xvw

Fra venstre Søren Balsner, Emma Marie V. Hvas (2w), Morten Thorhauge, Katja Haugaard Timmermann (2w)og Lau Højen

Studieturene i år gik til Dublin, Milano & Istanbul

Som hvert år vælger eleverne selv destination for deres studietur. I år blev det således: Irland, Italien og Tyrkiet. Herunder kan I læse, hvad 2.w syntes om deres studietur. Billeder + blogs ligger på vores Facebook side (SER)

Vi havde en super hyggelig tur til Irlands hovedstad Dublin i uge 11. Vi fik oplevet en masse både dag og nat. Tiden blev brugt på virksomhedsbesøg på Leo Pharma, bustur rundt i Wicklow Mountains, Guiness Storehouse, Dublin zoo, shopping, besøg på Pubs og en masse andet. Vi har vedlagt lidt billeder, så I kan få en ide om hvad vi lavede på turen, klik her :)

Hilsen 2.w
Lake Guinness i Dublin.
Fodboldstadion San Siro og kampen: Inter vs. Torino. Milano.
Den blå Moske- Istanbul

SO7: Vejret og luftballoner

Således bliver emnet indledt i SO7 oplægget: Vejret og luftballoner: Vejret er et emne som alle har en mening om, men ingen kan gøre noget ved det, eller kan vi....? Hvorfor er det svært, at lave internationale klimaaftaler? Vi vil gerne forstå sammenhængen mellem de menneskelige aktiviteter, klimaforandringerne og hvordan teknologien har medvirket til denne udvikling af klimaet. 

Uddrag fra artikel: Enhver, som er i besiddelse af en kraftig ukrudtsbrænder, lim, ståltråd, tape og en rulle restpapir fra et avistrykkeri, kan efter 4-8 timers arbejde nyde synet af en varmluftsballon med en højde på 2 – 4 meter, et volumen på 5 – 25 m3 og med en ikke ubetydelig trækkraft på 10 – 50 N.
Vi er to fysiklærere, der har puslet med disse balloner i et stykke tid, og vi nærer forhåbninger til dem som en del af et 1g projekt. Projektet vil indeholde dels en matematisk del med trigonometri og regneark, dels noget fysik omkring opdrift, men i høj grad også skæg og ballade når eleverne skal klippe, klistre og efterfølgende sætte ballonerne op udendørs. Vi har efterhånden samlet nogle erfaringer, som det kan være nyttigt for andre interesserede at få del i. En liste over de anvendte materialer er angivet i artiklen. klik her.

1. årsklasserne var således godt i gang med stor entusiasme at bygge deres varmluftsballoner i forbindelse med SO7 (vejret) under fysik og matematik.  Eleverne skulle bl.a. beregne ballonens volumen for at finde ud af hvor meget  luft den havde brug for, for at kunne lette- og det lykkes ikke altid første gang, hverken i form eller volumen.
Her på billedet ser I 1.x´s største ballon. Det er ikke nemt at håndtere en ballon af papir i den størrelse, så hele 5 elever skulle hjælpes ad...Det lykkes da for nogle at få deres ballon til at flyve og sikken et syn det var- selvom det var indendørs! Pga regnen var nogle elever lidt utålmodige- så de skulle afprøves indenfor på studietorvet.

Selma Erciyas
Vi modtager gerne forslag til forbedringer og andre kommentarer til vores nyhedsbrev fra Teknisk Gymnasium Viby. Send venligst en mail til Selma Erciyas, redaktør af nyhedsbrevet på ser@aarhustech.dk

Framelding
Du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet ved at gå til bunden af nyhedsbrevet og trykke på "Frameld dig dette nyhedsbrev".
 
Vi ønsker dig og din familie en god sommer.

Med venlig hilsen

Ivan Lauridsen
Studierektor
Teknisk Gymnasium Viby 
D 8937 3383
M 2488 1574
Frameld dig dette nyhedsbrev