Se dette nyhedsbrev i en browser
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
Hej

Velkommen til det første nummer af nyhedsbrevet fra Teknisk Gymnasium Viby.
Det er med stor glæde, at vi nu kan udsende det første nummer af vores nye, elektroniske nyhedsbrev. Det er foreløbig planen, at det skal udkomme fire gange årligt og fortælle stort og småt om Teknisk Gymnasium Viby. Det bliver sendt til alle forældre, der har meldt sig til maillisten. Kender du én, der ikke er tilmeldt, kan vedkommen gøre det på aarhustech.dk/nyhedsbrev.

Framelding
Ligeledes kan du til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet ved at gå til bunden af nyhedsbrevet og trykke på "Frameld dig dette nyhedsbrev".

TEKNISK GYMNASIUM VIBY

Husk forældresamtaler - 1. årgang

Vi holder vanen tro forældrekonsultationer for 1. års eleverne og deres forældre i december:
Forældrekonsultation onsdag den 7.  og torsdag 8. december 2011
Det er her, man får lejlighed til at høre om - og diskutere - jeres unges standpunkt og situation, hvilket passer fint med, at alle elever den 1. december har fået oplyst deres standpunktskarakterer.

Teknisk Gymnasium Viby

bliver større og større med årene

AARHUS TECH - Teknisk Gymnasium Viby er med sine 15 år på bagen blevet til et stort gymnasium. Vi startede for 15 år siden i Viby med tre klasser og med store ambitioner om at bygge et endnu større gymnasium med plads til rigtig mange elever. Nu 15 år senere er vi blevet så store, at vi ofte har pladsproblemer til alle vores elever og brobygningselever.

Fra skoleåret 2012 håber vi på at kunne åbne en ny afdeling i Skanderborg, således vi kan få lidt plads frigjort i Viby. Som rektor er det bare skønt at kunne tilbyde den bedste gymnasieuddannelse til endnu flere elever.

Elever vinder LEGO-robot DM

- og går videre til OL i Abu Dhabi

Teknisk Gymnasium Viby har den glæde at deltage og klare sig godt i en række konkurrencer og at samarbejde med andre om pleje af vores talenter. Seneste er det vores dygtige "robot-elever", som gymnasiet kan være stolte af.
Fra venstre Jonas, Keld Kirk Kristiansen (tidligere direktør for LEGO), Rasmus og Jacob.
Med en flot minerydderrobot lykkes det tre elever fra Teknisk Gymnasium Viby at vinde Lego - robot konkurrencen, WRO Denmark - World Robot Olympiad - for 16-19 årige og få adgang til den internationale konkurrence i Abu Dhabi. De tre elever, Jonas, Rasmus og Jacob, stillede op i den åbne konkurrence, hvor årets tema var "Robots for Life Improvement". Dvs. at få en idé til en eller flere robotter der kan forbedre livet for mennesker.

De havde valgt at arbejde med minerydning med udgangspunkt i det store antal miner, der hvert år detonerer og medfører, at mange civile mennesker bliver lemlæstet. Deres robot var en flyvende robot båret af heliumballoner. Med motorer (selvfølgelig Legomotorer) og forskellige sensorer, kan robotten selv manøvrere og søge efter miner fra luften og uden berøring (minerne var simuleret med magneter). Robotten sender via Bluetooth data fra en GPS - enhed til en printer, der udskriver de lokationer, hvor der er miner. Printeren var selvfølgelig også lavet i Lego.

Med et joystick kan robotten også styres manuelt. Bortset fra ballonerne og printerens skriveenhed, var alt lavet i Lego. Den 16. november 2011 rejste de til Abu Dhabi og repræsenterede Danmark i den internationale konkurrence, hvor de blev nummer 5. Læs om konkurrencen WRO Denmark 2011 her.

Læs mere om elevernes arbejde og deres oplevelse af konkurrencen i Abu Dhabi.

NYHED! Akademiet for Talentfulde Unge - Region Midt

Vi har netop sat et nyt samarbejde i søen. Det er "Akademiet for Talentfulde Unge - Region Midt", som er inspireret af "Akademiet for Talentfulde Unge" – i København. Dette vil kunne supplere det arbejde, vi i forvejen laver sammen med Sciencetalent, som er forankret i Sorø. Vi håber, at der er 1. årselever, som vil ansøge om optagelse på Akademiet for Talentfuld Unge i den kommende tid.

Operation Dagsværk PERU 2011

på Teknisk Gymnasium Viby

Operation Dagsværk er de danske gymnasieelevers egen oplysnings- og solidaritetsorganisation. Operation Dagsværk laver oplysningskampagner og arbejder penge ind til uddannelsesprojekter til fordel for verdens fattige og undertrykte børn og unge. På Teknisk Gymnasium Viby tog eleverne initiativet og bagte en masse gode kager, som de solgte til en billig pris, så alle kunne være med, uden at det gjorde ondt i pengepungen. Desuden gjorde de et godt indtryk på brobygningseleverne. Eleverne var flittige og gav den gas denne dag.

Siden 1985 har Operation Dagsværk samlet mere end 135 millioner ind til uddannelsesprojekter i 24 forskellige lande. Hvert år arbejder mellem 20.000 og 35.000 elever på Dagsværk-dagen. Både almene gymnasier, handelsgymnasier, tekniske gymnasier, HF og efterskoler deltager. Man kan ikke lade være med at være lidt stolt af vores elever...

SUIT-UP DAY

Dagen, hvor jakkesættene bliver støvet af

Den 13. oktober 2011 fik de fleste af os nok en pæn overraskelse, da en hel del drenge og piger mødte op i jakkesæt. Eleverne havde indbyrdes aftalt gennem Facebook, at de ville være med på den nye trend på Teknisk Gymnasium Viby: Suit up in honour of How I Met Your Mother, and Barney Stinson.

Følgende regler er sat op til denne internationale Suit-Up Day, men om de bliver fulgt til punkt og prikke, ved vi ikke så meget om.
  • Wear a suit to university
  • Wear a suit to work
  • Wear a suit in hospital
  • Wear a suit to school (daring)
  • Buy a suit
  • If you see someone without a suit, tell them to go home and suit up, or convince them to watch How I Met Your Mother.
  • Drink in a suit – if you can find a bar called McLarens, drink there.
  • Party in a suit
Det er en af de sjove trends blandt eleverne som bidrager til at skabe sammenhold og sætter kulør på dagligdagen.

Søde nissepiger på spil

Pigerne på Teknisk Gymnasium Viby har tradition for at pynte til jul på skolen. Pigerne møder om aftenen på skolen, og efter arbejdet overnatter de fleste af pigerne – plus to af de kvindelige lærere – på skolen. Det gjorde de også i år. Det var som altid vældigt hyggeligt! Og når de andre møder om morgenen, er det til en flot og hyggelig julepyntet skole. 

Konceptet om at overnatte på skolen har været så populært, at drengene har kopieret det, når de afholder deres videomarathon. 

Tiden nærmer sig portfolioeksamen for 1. årgang

Som afslutning på studieområdet i grundforløbet skal eleverne til en afsluttende mundtlig prøve. Prøven er individuel og afvikles med udgangspunkt i deres bedømmelsesmappe. Portfolio er et arbejdsredskab, som anvendes i forbindelse med elevens skriftlige arbejder og produkter i studieområdet op til eksamensdatoen.

En portfolio er således et godt grundlag for elevens og lærernes evaluering af elevens faglige udvikling og standpunkt. 1. årgang er nu netop begyndt at tænke på portfolioeksamen. De fleste elever er begyndt at samle produkter ind til prøvemappen. I løbet af den kommende tid får de lejlighed til at diskutere det med de lærere, der skal vejlede og eksaminere dem, og senest den 16. december skal de aflevere deres bedømmelsesmappe til Studieservice.

Informationsmøder for kommende elever

afholdes i januar 2012

Kender du én, som kunne tænke sig at gå på teknisk gymnasium i Aarhus og gerne vil vide mere? AARHUS TECH afholder informationsmøder om HTX den 25., 26., 28. og 31. januar 2012. Læs mere om tid og sted på hjemmesiden.

Vidste du, at eleverne fra teknisk gymnasium er hurtigere til at komme i gang med en videregående uddannelse? Og vidste du, at hvis man alene ser på de obligatoriske fag, er HTX den gymnasiale uddannelse, der giver adgang til flest videregående uddannelser?
Vi modtager gerne forslag til forbedringer og andre kommentarer til vores nyhedsbrev fra Teknisk Gymnasium Viby. Send venligst en mail til Selma Erciyas, redaktør for Nyhedsbrevet, på ser@aarhustech.dk

Jeg håber, at I må nyde at læse vores nyhedsbrev. 
Vi ønsker alle i familien en god december og et godt nytår.

Med venlig hilsen

Ivan Lauridsen
Studierektor
Teknisk Gymnasium Viby 
D 8937 3383
M 2488 1574
Frameld dig dette nyhedsbrev