Se dette nyhedsbrev i en browser
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
Hej

Velkommen til det andet nummer af nyhedsbrevet fra Teknisk Gymnasium Viby
Det er med stor glæde, at vi nu kan udsende endnu et nummer af vores elektroniske nyhedsbrev, der fortæller stort og småt om Teknisk Gymnasium Viby. Nyhedsbrevet bliver sendt ud til alle forældre, der har meldt sig til maillisten. Kender du én, der ikke er tilmeldt, kan vedkommende gøre det på aarhustech.dk/htx

Nyt fra studierektor

Så er vi godt i gang med skoleåret 2012-2013. Det er en spændende tid, hvor vi har taget imod vores nye elever. I år startede der fire nye klasser på Teknisk Gymnasium Viby. Vi er stadig en skole med ambitiøse elever inden for naturvidenskab, hvor matematik A, fysik A, kemi A og biologi A vælges af mange elever, mens andre kreative elever boltrer sig ekstra meget i de innovative fag som teknologi A og kommunikation/it A.

Vi har allerede haft de første elever til diverse finaler. Tre elever var til regionsfinale i teknologi DM, mens vores piger deltog i DM i 7 mandsfodbold for erhvervsskoler. Tre af vores studenter fra i sommer vandt DM i robot OL i uge 43. Så vores resultater efter syv robot OL er: Fem 1. pladser, en 2. og en 3. plads og en gang, hvor vi ikke kom på podiet, så vores undervisning i robotteknologi virker til at være i verdensklasse. Sidste nyt er, at vores DM-vindere også fik en fornem sølvmedalje ved Robot Olympiaden i Kuala Lumpur i Malaysia.

Vigtige datoer - Viby J
  • 5. december: Forældrekonsultation for 1. årgang.
  • 22. december: Juleferie starter
  • 7. januar: Skolen begynder igen efter juleferien
  • 14. januar: Studieretningsklasser starter

Jeg håber, du vil nyde artiklerne i nyhedsbrevet, som beskriver livet på et teknisk gymnasium.

Ivan Lauridsen
studierektor

Elever fra Teknisk Gymnasium Viby vinder sølv ved Robot OL


Jonas Dose, Rasmus Lunding Henriksen og Jacob Kjærsgaard stillede op i den åbne konkurrence i 2011, hvor årets tema var "Robots for Life Improvement". De havde valgt at arbejde med minerydning med udgangspunkt i et stort antal miner, hvor deres robot var en flyvende robot båret af heliumballoner med Legomotorer. Denne robot tog de med til Abu Dhabi og repræsenterede Danmark i den internationale konkurrence og kom hjem med en 5. plads.
Disse tre dygtige klassekammerater fra Viby Tekniske Gymnasium har nu vundet den hidtil flotteste danske pris ved den store internationale robot-konkurrence, World Robots Olympiad 2012, i Kuala Lumpur i Malaysia. Det har de gjort med en ny robot, en såkaldt kryds og bolle-robot, som I kan læse om i artiklen her.

SKANDERBORG-ODDER Center for Uddannelse

Det nye tekniske gymnasium i Skanderborg

I vores tidligere nyhedsbrev fik nyheden om Skanderborg Teknisk Gymnasium stor plads og omtale. Vi kan nu med stolthed dele vores glæde over at have to klasser på Skanderborg-Odder Center for Uddannelse på Højvangens Torv. Her ser I vores to nye klasser, 1.m og 1.i. godt i gang med deres uddannelse. Til disse nye klasser har vi fået nyt laboratorium og et nyt værksted.
Her er et foto fra det nyåbnede proceslaboratorium. Man bemærker straks de tomme hylder, som kun venter på, at vi skal få alle papkasser med udstyr og sjove kemikalier pakket ud. Et dejligt lyst og hyggeligt laboratorium. Samt et foto fra en bollebagningogsyltetøjskogningsværksteds-kørekortsdag med 1.i. Bollerne smagte fremragende, og elevernes syltetøj var heller ikke at kimse ad!
Af John Ellekrog
Fra højre: Martin, Erik og med høreværn på Frederik fra 3.y.
Frederik, Martin og Erik fra 3.y var meget stolte af at vinde dysten mellem de tre tekniske gymnasier i Aarhus.

Regionsfinale i teknologi

Fredag den 28. august deltog Frederik, Martin og Erik fra 3.y i regionsfinalen i teknologi på Skive Handelsskole. De tre tekniske gymnasier i Aarhus måtte stille op med ét hold, og den interne konkurrence blev vundet af gruppen fra 3.y, hvilket de var meget stolte af.

Tolv HTX-skoler var repræsenteret ved finalen med vidt forskellige projekter og produkter fra forårets eksamensprojekt, hvor emnet var Arbejdsmiljø.

Man fik en stand til rådighed, og gruppen skulle præsentere projektet for en dommertrio på 20 minutter. Efterfølgende skulle der udpeges en vindergruppe, som gik videre til DM.

Gruppens produkt var et aktivt høreværn; i princippet et høreværn, som lukker 60 dB ind i øret, uanset støjniveau udenfor. Det vil sige, at medarbejdere på en byggeplads kan kommunikere indbyrdes uanset det ydre støjniveau.

På trods af det flotte projekt lykkedes det ikke holdet fra 3.y at gå videre til DM finalen.

Af Birthe Nørgaard 
Vidste du, at studenter fra teknisk gymnasium har den bredeste adgang til videregående uddannelser?

Biokemiker, læge eller datalog? Få et forspring til dit drømmejob med HTX!

Du har måske set reklamerne? Lige nu markedsfører vi teknisk gymnasium for at oplyse andre elever og deres forældre om, at man med en HTX får det bedste afsæt til at læse videre inden for en lang række naturvidenskabelige, kommunikationstekniske eller kreative fag. Det viser sig, at studenter fra teknisk gymnasium har de bedste studiekompetencer og er dygtige til at arbejde selvstændigt, problemorienteret og med kreative processer.

Ambitiøse unge vælger HTX. 

Pigerne kæmpede sig til en 4. plads i blæst og regn

I år kvalificerede vores pigefodboldhold sig til DM for erhvervsskoler i Odense. Flot! Pigerne tog fra Viby kl. 8 om morgen i regn og blæst, men gejsten fejlede ikke noget. I Odense blev der kæmpet til sidste blodsdråbe, og en flot 4. plads blev hentet hjem efter nogle meget spændende og tætte kampe. Godt brugte og forblæste landede vi igen i Viby kl. 17.
Af Mogens Schadt Nielsen

Følg med på Facebook...

Teknisk Gymnasium Viby har sin egen facebookside, hvor du løbende kan holde dig opdateret om, hvad der sker på skolen.
Tjek ind på siden og "synes godt om" 

Volleyballturnering

Igen i år blev der afholdt en intern volleyballturnering med efterfølgende finalestævne mellem de tekniske gymnasier i Østjylland. Den interne Viby-turnering blev afholdt tirsdag den 30. oktober kl. 13-15 hos Århus Firma Sport. Finalestævnet med de bedste klasser fra hver skole blev afholdt fredag den 16. november samme sted. 

Ved Teknisk Gymnasium Vibys turnering blev 2. Z kåret som vinder med fem sejre og ingen nederlag. 2.T kom ind på en snæver andenplads med et enkelt point ned til 1.W og 3.Y grundet en uafgjort kamp, som gav dem et point mere.
Ved finalestævnet den 16. november kom 2. Z i finalen, som de desværre tabte efter en flot indsats.
Kender du én, som kunne tænke sig at gå på teknisk gymnasium? Vi afholder informationsmøder om HTX-uddannelsen i januar 2013. Se tid og sted på aarhustech.dk

Fælles idrætsdag

Som hvert år deltog alle HTX'erne i idrætsdagen på Viby Stadion i starten af september. Det foregik i godt humør, og de konkurrerede om at være den bedste HTX-klasse i idræt  og dermed vinde præmien, som bestod af biografbilletter til hele klassen - og selvfølgelig æren. Klik her for at se resultater fra idrætsdagen.

Introduktion og brobygning

To- og tre-dages brobygningskurser
for 9. og 10. klasse

Her i efteråret har AARHUS TECH igen inviteret elever fra folkeskolens 9. og 10. klasser. Nogle af eleverne har tidligere besøgt os i 8. klasse, og de får efter eget valg mulighed for at besøge os igen på enten et to-dages eller tre-dages ophold. De besøger de tekniske gymnasier i Aarhus på de såkaldte introduktionskurser. Formålet med kurserne er at forberede eleverne til uddannelsesvalget efter 9. og 10. klasse. Her oplever de studiemiljøet på HTX-uddannelsen lidt nærmere og får en tydeligere fornemmelse for uddannelsens arbejdsformer og sammenhængen mellem teori og praksis, som er et særkende for HTX-uddannelsen
Vi håber, at de både får en god oplevelse og et godt indblik i, hvad det vil sige at gå på teknisk gymnasium, og de store muligheder HTX-uddannelsen giver dem, når de senere skal vælge en videregående uddannelse.

Ny rygelov på skolen

Fra den 15. august 2012 blev det med baggrund i en ny rygelov forbudt at ryge på skolens område - både ude og inde. Der blev sat behørig skiltning op rundt omkring på skolen. 
Vi modtager gerne forslag til forbedringer og andre kommentarer til vores nyhedsbrev fra Teknisk Gymnasium Viby. Send venligst en mail til Selma Erciyas, redaktør af nyhedsbrevet på ser@aarhustech.dk

Framelding
Du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet ved at gå til bunden af nyhedsbrevet og trykke på "Frameld dig dette nyhedsbrev".
 
Vi ønsker dig og din familie en glædelig jul og et rigtig godt nytår.

Med venlig hilsen

Ivan Lauridsen
Studierektor
Teknisk Gymnasium Viby 
D 8937 3383
M 2488 1574
Frameld dig dette nyhedsbrev