Se dette nyhedsbrev i en browser
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
Hej

Artikler du kan læse i dette nyhedsbrev

Teknisk Gymnasium Viby er glad for at kunne præsentere en lille del af de aktiviteter, der har været i afdelingen siden sidste nyhedsbrev samt lidt om, hvad der ellers sker på de tekniske gymnasier i Aarhus. Vores elever klarer sig bedre og bedre i George Mohr-Konkurrencen, så mit håb er, at vi snart får en elev blandt de 25 bedste på landsplan.

Asbjørn With, som blev student fra Teknisk Gymnasium Viby i 1999, fik årets Cavling pris. Du kan læse mere om ham i nyhedsbrevet. Et stort tillykke til Asbjørn!

Igen i år havde vores elever succes med deres deltagelse i Young Enterprise. Vi ønsker dem tillykke med deres gode placering.

Vi har også medtaget en artikel om vores nybyggeri i Aarhus Midtby, 2y's studietur til Istanbul samt vores nye afdeling i Skanderborg m.m.

Jeg håber, du vil læse vores nyhedsbrev med interesse.

Ivan Lauridsen 
Studierektor 

Teknisk Gymnasium Aarhus i støbeskeen

De nuværende to gymnasier – Teknisk Gymnasium Christiansbjerg og Teknisk Gymnasium Århus Midtby - bliver fra august 2014 til et gymnasium, som ligger på Dollerupvej 2 i centrum af Aarhus. Vi forventer, at gymnasiet vil have 6-700 elever. Som led i sammenlægningen er skolen gået i gang med at udvide de eksisterende faciliteter på adressen. Det betyder, at der bygges om og bygges til.

Hele campusområdet vil i løbet af det kommende år ændre karakter – der kommer flere bygninger og udearealerne omlægges. Den grundlæggende ide har været, at vi ønsker at skabe et moderne gymnasium med de studiefaciliteter, som en gymnasieuddannelse kræver fremover. Det gælder såvel indretningen af klasselokaler som indretning af fællesarealer ude og inde.

Vi startede byggeprocessen i sommeren 2011, hvor vi havde en række møder med medarbejdere, elever og andre interessenter i samarbejde med Pluskontoret, som har forestået hele processen vedrørende brugerinddragelse. Det var utroligt spændende møder, som mundede ud i, at der blev udarbejdet et rumprogram som har dannet baggrund for det udbudsmateriale som fem prækvalificerede konsortier har givet bud på. I december 2012 blev vinderprojektet kåret, og det blev Jakobsen og Blindkilde med CUBO-arkitekterne som penneførere, der vandt. Projektet lever op til de forventninger vi havde både til ombygningen af det eksisterende byggeri og de nye tilbygninger.

Vi får et fantastisk uddannelsesmiljø i hjertet af Aarhus. Vi glæder os til at tage det i brug i sensommeren 2014. Sammenlægningerne af de to gymnasier betyder også, at to personalegrupper skal finde sammen. Denne proces er ligeledes så småt i gang med fælles arrangementer og fælles pædagogiske dage. De nye bygninger inspirerer til nytænkning, som skal omsættes til en dagligdag når det nye gymnasium tages i brug.

Mogens Enevoldsen
Uddannelsesdirektør

Vidste du, at...

HTX-uddannelsen er den uddannelse, hvor flest elever kommer ud med ekstra A-fag? På teknisk gymnasium kan du vælge flere fag på A-niveau, og på den måde undgå supplerende fag, hvis du efterfølgende vil ind på en videregående uddannelse. 

Tidligere HTX-elev blev Cavling prisvinder

I år har en af vores tidligere elever, Asbjørn With, modtaget Cavling prisen for sit journalistiske arbejde vedrørende Rebildsagen, se mere fakta på digisats. Asbjørn var ude hos os på TGV til et fællesarrangement og fortalte om sit arbejde til nysgerrige HTX-elever. Klik her for ar læse artiklen fra Politikken.

Torsdag den 7. februar havde mange af os fornøjelsen af at høre Asbjørn With på Studietorvet på TGV. Asbjørn var en af de første elever på TGV, hvorfor hans navn står graveret i messing på studietorvet. Han holdt sin tale om Rebildsagen for et stort publikum. Ikke nok med at vi fik et dybere indblik i Rebildsagen, og måden han arbejder på, havde han også nogle gode didaktiske idéer til eleverne, som gjorde indtryk. Nogle af disse var bl.a.:
 
  1. At være lyttende, herunder behandle folk med respekt, og som han selv sagde: forblive gode venner med sine kilder.
  2. Fordybelse - på den måde fandt han ud af, hvad problemet var i Rebild Kommune.
  3. Passe på med at begå fejl, som havde en ubrydelig forbindelse til kildetroværdigheden og ikke mindst forholdet til de mennesker, man som journalist kom i kontakt med.

Han fortalte også om, hvor vigtig det var, at folk havde tillid til en og gad tale med en igen efter mange år.
Under talen fik alle elever og lærere desuden lov til at holde Cavling-statuetten, som vejede en hel del. 
 
Asbjørn With

Elever på teknisk gymnasium er engagerede og målrettede

Vidste du, at elever fra teknisk gymnasium er hurtigere til at komme i gang med en videregående uddannelse?
Ser man alene på de obligatoriske fag, er HTX den gymnasiale uddannelse, der giver adgang til flest videregående uddannelser. 
Se filmen, der lige nu vises i biografen. 

Informationsaften for kommende elever på TGV


I begyndelsen af året inviterede Teknisk Gymnasium Viby igen kommende elever og deres forældre til åbent hus. Her præsenterede nuværende elever deres produkter i diverse fag, og lærere stod til rådighed for evt. spørgsmål. Der var stor tilslutning, og gymnasiet takker alle gæsterne og håber på et gensyn.
På billederne ser I nogle af de flotte produkter, eleverne kreerede på vores værksted. Ved bygning af sofabordene kan I se, eleverne var yderst kreative i moderne tænkning og funktionalitet.

HTX-elever vandt innovationspris for deres opfindelse: "E-Coin"

Fra venstre: Gustav Valeur, Nikolai Brix Laursen og Simon Grønborg Olsen.
Tre elever fra 3.T deltog i Fonden for Entrepenørskab - Young Enterprise, som afholdt landsfinalen i Rosengårdcentret i Odense den 7. februar. Gustav Valeur, Nikolai Brix Laursen og Simon Grønborg Olsen fik innovationsprisen og dermed 3. pladsen med deres E-coin. E-coin er en opfindelse, som er en erstatning for en  mønt. Man kan bruge mønten til vogne i supermarkeder. Vi kender allesammen det at stå i et supermarked og mangle en mønt. Det har drengene nu fundet en moderne løsning på: smartphonen. Den har du nemlig altid på dig, glemmer den næsten aldrig, og derfor står du aldrig uden en mønt.

Drengene var desuden også med til Info-aften på Teknisk Gymnasium Viby for at fortælle om deres opfindelse.

Se videoklip her. 

Målsætningen for Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise er at sikre, at flere elever og studerende på alle uddannelsesniveauer introduceres for og deltager i entreprenørskabs-undervisning, herunder at entreprenør skab bliver en integreret del af vores uddannelsessystem.  Se hjemmesiden

Resultatet af årets Georg Mohr Konkurrence

Georg Mohr-Konkurrencen er en matematikkonkurrence, der henvender sig til matematikinteresserede elever i gymnasiale uddannelser. Den blev grundlagt i 1991 med følgende formålserklæring: - at stimulere interessen for matematik ved at udfordre de dygtigste elever med opgaver der i sværhedsgrad ligger ud over det, de møder i den daglige undervisning. Desuden fungerer konkurrencen som et led i udvælgelsen af deltagere til IMO, Den Internationale Matematikolympiade.

Fra Teknisk Gymnasium Viby deltog Lena Laustsen og kom ud med et resultat, som rakte til en flot 73. plads ud af 546 deltagere på landsplan. De 25 bedste blev inviteret til en matematik-camp, som leder videre til en international konkurrence senere på året. Lena fik i øvrigt et diplom fra Georg Mohr, da hun fik de mindst 10 point, som er "diplom-udløsende". Vinderen på landsplan blev med 20 point (som er maximum point) Peter Rasmussen fra Randers Tekniske Gymnasium.

Deltagerne fra Teknisk Gymnasium Viby opnåede flg. pointtal i konkurrencens 2. omgang (4 timers skriftlig opgave):
3y: Lena Laustsen 11 point
3x: Kenny Quach 9 point
3y: Amalie Louise Stokholm 8 point
3x: Morten Eskildsen 8 point
3y: Erik Friis Olesen 8 point
3u: Mikkel Munk Kristensen 6 point

John Ellekrog
Underviser 
Lena Lausten fra 3.y

Teknikfags-magasin

På et af de sidste So forløb på TGV får klasserne til opgave at lave et teknikfags-magasin. Og tradition tro udnævnes vindere af bedste foto, bedste artikler og bedste magasin. Vinderne af bedste foto i år blev: Frederik Holbech fra 3.U for hans forsidebillede "Unavngivet", bedste artikler: Lena Laustsen 3.Y, Alex Ebrup 3.U og Anne Cathrine Nielsen 3.Z, og sidst men ikke mindst, blev min tidligere fantastiske klasse udnævnt til vinderne af bedste magasin. Læs magasinerne her.

Selma Erciyas
Underviser 

Fra Teknisk Gymnasium Skanderborg

Indvielsen af det nye laboratorium og værksted


I december 2012 havde vi indvielse af de nye laboratorium i Skanderborg og i marts blev træ-værkstedet færdigt. Det tog eleverne rigtig godt imod og præsenterede deres forsøg og produkter med enthusiasme for gæsterne ved åbent hus.
 

Karrierevalg - uddannelses- og erhvervsorientering


I januar var der Karrierevalg for TGV i Scandinavian Center, Musikhuset og Bora Bora for 2. og 3. årgang.ᅠBusserne afhentede eleverne mellem kl. 11 - 11.30. Lidt mere info fra Karrierevalgs hjemmeside her.

Karrierevalg er et arrangement for elever på de to sidste årgange på de gymnasiale uddannelser (stx, hhx, htx, hf eller studenterkursus) og på erhvervsuddannelserne. De to dage arrangementet varede, forventedes der besøg af cirka 12.000 elever fra ungdomsuddannelserne i Østjylland. Programmet bestod af 58 forskellige oplæg om uddannelse og job og seks temaoplæg om studieliv, iværksætteri, sabbat med mening og uddannelse i udlandet. Så når eleverne er godt på vej ud af gymnasierne, bliver de rustet til at tænke videre over, hvad de evt. vil med deres adgangsgivende eksamen.
Dorthe H. Mikkelsen
Studievejleder 

11xzy på studietur i Istanbul

Det er langsomt ved at blive en tradition for y-klasserne på TGV at tage til Istanbul på studietur. Når en by har fået et godt ry af eleverne, bliver det et populært sted at besøge. Herunder er bylivet, seværdigheder, virksomhedsbesøg og specielt gæstfriheden et hit i denne by. Som noget nyt var denne y-klasse på virksomhedsbesøg hos Grundfoss og overvågnings-afdelingen hos det tyrkiske politi, hvor de fik et indblik i alt det tekniske udstyr. Et plus var det også, at nogle elever fik en tur af the Dolphins på deres motorcykler.

Selma Erciyas
Underviser
The Dolphins

Følg med på Facebook...

Teknisk Gymnasium Viby har sin egen facebookside, hvor du løbende kan holde dig opdateret om, hvad der sker på skolen. Sidst er der blevet lagt billeder ud af elevernes studieture til bl.a. Istanbul og Budapest.
Tjek ind på siden og "synes godt om"ᅠ

3. årgang 2013 foreviget i årsbogen

Som traditionen byder blev 3. årgang fotograferet samlet på studietorvet til årsbogen.
Vi modtager gerne forslag til forbedringer og andre kommentarer til vores nyhedsbrev fra Teknisk Gymnasium Viby. Send venligst en mail til Selma Erciyas, redaktør af nyhedsbrevet på ser@aarhustech.dk

Tilmelding og framelding af nyhedsbrev
Nyhedsbrevet bliver sendt ud til alle forældre, der har meldt sig til maillisten. Kender du én, der ikke er tilmeldt, kan vedkommende gøre det på aarhustech.dk
Man kan til hver en tid framelde sig nyhedsbrevet ved at gå til bunden af nyhedsbrevet og trykke på "Frameld dig dette nyhedsbrev".
Med venlig hilsen

Ivan Lauridsen
Studierektor
Teknisk Gymnasium Vibyᅠ
D 8937 3383
M 2488 1574
Frameld dig dette nyhedsbrev