Se dette nyhedsbrev i en browser
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet

Nyhedsbrev fra AARHUS GYMNASIUM, Viby  -  December 2018

        
Hej
 
Velkommen til årets sidste nyhedsbrev fra AARHUS GYMNASIUM, Viby
 
Så er næsten halvdelen af skoleåret gået, og det er blevet tid til et tilbageblik - samt lidt nyheder om, hvad det nye år for AARHUS GYMNASIUM, Viby byder på.
Der er selvfølgelig sket meget mere, end hvad vi kan fortælle om i dette nyhedsbrev, men vi håber, at historierne kan give et godt indtryk af livet i og omkring skolen.
 
Følg også AARHUS GYMNASIUM, Viby på facebook for at se, hvad vi laver på skolen.
 
I ønskes alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår!
 
 
Herover ses billeder fra hhv. idrætsdagen 2018, fra skolens fødselsdag samt fra Bio-Science på tur.

Siden sidst

Nyt navn!

 
Som den gode læser har bemærket, har skolen ændret navn fra Teknisk Gymnasium Viby til AARHUS GYMNASIUM, Viby i forbindelse med fusionen med Langkaer Gymnasium.
Dermed består AARHUS GYMNASIUM nu af følgende fire afdelinger:

• AARHUS GYMNASIUM, Viby
• AARHUS GYMNASIUM, Aarhus C
• AARHUS GYMNASIUM, Tilst og
• TEKNISK GYMNASIUM, Skanderborg.

Status på de tre årgange

    
1. årgang: Her på AARHUS GYMNASIUM, Viby startede tre nye klasser op i efteråret, og dette har udmøntet sig i følgende tre studieretningsklasser:

1u: Kommunikation-IT A / Design B
1x: Matematik A / Fysik A
1y: Matematik A / Programmering B.
 
Inden studieretningerne blev dannet, var alle nye elever på en introtur til Houens Odde ved Kolding fjord med fokus på outdoor-aktiviteter, madlavning over bål, samarbejdsøvelser m.m.
En ekskursion til Vestermølle i Skanderborg er det også blevet til. Her blev målt biodiversitet, okker, nitrat samt beregnet vandløbsprofil m.m.
 
Der er desuden blevet arbejdet med to nye fag, produktudvikling (PU) og naturvidenskabeligt grundforløb (NV), og begge fag blev afsluttet med intern eksamen i uge 44.  
 
2. årgang: har været i gang med et studieområdeforløb: "Arsenik og gamle kniplinger", og har bl.a. set en gammel gyserfilm af samme navn i sort/hvid fra 1944.
 
En spændende dag på universitetet er det også blevet til med oplægsholdere fra bl.a. LEGO samt deltagelse i workshops med undervandsrobotter. I skrivende stund arbejdes i matematik og fysik med temaet "Trafikfysik" (Læs mere herom senere i dette nyhedsbrev).
 
I januar får 2.g'erne præsenteret alle de spændende valgmuligheder, der er for teknikfag på 3. år.
 
3. årgang: er pt. i gang med SRP, Studieretningsprojektet, som afleveres den sidste dag før juleferien, fredag den 21. december.
 
En del 3. års elever elever deltog i studiepraktik i uge 43, hvor de oplevende en måske kommende hverdag på Arkitektskolen, Navitas eller en anden uddannelsesinstitution.  
 
Efter nytår ses frem til en Københavnertur i uge 5 samt, efter vinterferien, opstart på eksamensprojektet i teknikfaget. Og endelig ser 3.g'erne frem til huedagene sidst i juni.

Vigtige datoer på AARHUS GYMNASIUM, Viby

Foråret 2019

 
3. januar: 1. skoledag efter nytår
10. januar: Åbent hus
11. januar: Præsentation af teknikfag (for 2g'erne) 
11. januar: Fredagscafé, AGV
25. januar: AGV-fest
31. januar - 2. februar: 3g'erne i København (teknikfag)
8. februar: Fredagscafé, AGV
11.-17. februar: Vinterferie
22.-24. februar: LAN-party
1. marts: Fredagscafé, AGV
11.-15. marts: 2g på studietur
29. marts: AGV-fest
5. april: Fredagscafé, AGV
13.-22. april: Påskeferie
3. maj: Fredagscafé, AGV
15. maj: Gallafest for 3g og udlevering af eksamensplaner kl. 23:59:59
17. maj: Store bededag
30. maj-2. juni: Kristi Himmelfartsferie
24. juni: Første student
29. juni: Dimisson kl. 10-12
29. juni: Sommerferie
12. august: Første undervisningsdag i skoleåret 2019-2020

Begivenheder på AARHUS GYMNASIUM, Viby

Mål på naturen - på tur til Giber å

   
I forbindelse med første NV-forløb var alle elever på 1. år i efteråret på ekskursion til Vestermølle ved Skanderborg.
 
Eleverne fik først en rundvisning på Vestermølle. Herefter skulle åen undersøges på fire forskellige stationer.
Der blev målt forskellige kemiske størrelser, målt vandgennemstrømnings-hastighed og set på biodiversiteten ved at se på dyrene i åen.
I dagene efter ekskursionen blev der udarbejdet plancher over de indsamlede data.
 
Se flere billeder på facebook.

Idrætsdag på Viby Stadion

 
Den sidste fredag i august var der idrætsdag for de rundt regnet i alt 1000 elever, som går på AARHUS GYMNASIUM, Viby og AARHUS GYMNASIUM, Aarhus C.
 
Eleverne dystede i atletik, rundbold, fodbold, volleyball og ultimate.
 
Der var præmier til den bedste klasse - ikke kun for den sportslige præstation, men også præmier for den bedste camp og den bedst udklædte klasse.
 
Her ses nogle stemningbilleder fra dagen.
 
 

Girls' Day In Science

   
28 piger fra AARHUS GYMNASIUM, Viby og TEKNISK GYMNASIUM, Skanderborg deltog i september på Girls' Day In Science på BKI, tidl. Brasil Kaffe Import.

Under besøget fik pigerne set en produktionsvirksomhed indefra og har nu styr på processerne: ”Fra kaffebønne til en færdig kop kaffe”.
Mange forskellige faktorer (f.eks. ristetiden og formalingsprocessen) har betydning for den færdige kaffedrik. Det fik pigerne i hvert tilfælde selv testet af ved at være smagsdommere for ”egen produktion”. Og kaffe smager ikke nødvendigvis ens, om man er i Østjylland eller i sommerhus på Vestkysten, idet vands hårdhed også har en betydning for smagen.
Pigerne fik også lavet kvalitetskontroller, som f.eks. farvemåling af den formalede bønne, tørstof, formalingsgrad m.m. Selve den kemiske proces, Maillard reaktionen (reaktion mellem sukker og protein), som sker, når kaffebønnen ristes, blev også inddraget, så her fik de set kemiens anvendelse i praksis.
BKI var desuden vært ved frokost, og alle eleverne modtog en goodiebag med virksomhedens produkter.
 

Bio-science på tur

 
Teknikfaget Bio-science (3.år) var i det tidlige efterår på felttur med overnatning i telte.
 
Der blev taget prøver fra søkanten og fra både. Bagefter var der volleyball, mad og bål.
 
Henunder aften, hvor mørket havde lagt sig, foregik arrangementet indendøre, hvor eleverne mikroskopierede deres planktontræk.
 
Det var en god plankton-høst og eleverne havde en god og lærerig oplevelse. 

Aktiviteter i teknikfaget "Analyseteknik"

Billeder fra 3. årgang i laboratoriet i forbindelse med teknikfaget Analyseteknik.
Til venstre: Her går vi i gang med brygningen af juleøl.
Til højre: Æbler + honning + fermentering = mjød.

Volleyball-turneringen 2018

   
I november deltog AARHUS GYMNASIUM, Viby i en volleyball-turnering, hvor de mødte hold fra AARHUS GYMNASIUM, Aarhus C, Skanderborg, Aars og Silkeborg.
Der var ingen tvivl om, at vores egen 3x var turneringens bedste hold, da de kun tabte ét enkelt sæt - i semifinalen.
Og da finalen blev vundet sikkert, fik 3x pokalen med sig hjem til Viby.
Flot spillet, 3x.
Der var en dejlig stemning med musik i hallen, fairplay og en forrygende kampånd. 

Trafikfysik

 
Her i december har 2. årgang arbejdet med temaet: Trafikfysik, et samarbejde mellem matematik og fysik, hvor der arbejdes både teoretisk og praktisk. Eleverne arbejder med Rådet for større færdselssikkerheds gamle kampagne, som sagde, at hvis man øger farten med 10 km/t, vil kollisionshastigheden øges med 44 km/t.
Har Rådet for større færdselssikkerhed ret? Hvilke antagelser har de lavet? Desuden opstilles egne forsøg, hvor eleverne afprøver de nødvendige formler.

I forbindelse med temaet havde vi besøg fra Trygfonden, Sikker trafik, hvor der kom nogle facts og konsekvenser frem bl.a. inden for brug af cykelhjelm og sikkerhedssele samt konsekvenserne ved fart, sprit og uopmærksomhed i trafikken - fem elementer, som stort set er skyld i alle trafikulykker, som involverer 18-25 årige. 
Efterfølgende fortalte Pernille om de personlige konsekvenser, det har og har haft for hende og familien at miste en bror ved en trafikulykke. Pernille mistede sin storebror for 6 år siden, da han gik i 2g, 18 år gammel. En dag, der ændrede alt. En meget rørende og personlig beskrivelse på det følelsesmæssige plan.
 

SRP

Vores 3. års-elever sidder lige nu og sveder over deres SRP'er. Eleverne har én uge til at skrive deres studieretningsprojekt om et selvvalgt emne. Opgaveformuleringerne, som eleverne selv har været med til at udarbejde, blev udleveret elektronisk d. 14. december - og d. 21. december, når de færdigskrevne opgaver er uploadet, kan eleverne holde en velfortjent juleferie.
Vi ønsker eleverne held og lykke!

Julehygge i klasserne og på studietorvet

 
 
Billeder fra jule-klippe-hygge-pynte-arrangementet onsdag den 28. november, hvor det store juletræ på studietorvet blev pyntet og såvel klasser som fællesarealer blev juleklargjort.
Der var præmier til de flotteste og mest kreative udsmykninger.

Sensorisk dag på studietorvet

 
På kalenderårets sidste teknikfagsdag, tirsdag d. 11. december, opstillede eleverne fra Analyseteknik en kæmpe bod på studietorvet og tilbød alle en chance for at deltage i sensoriske analyser af diverse produkter, som eleverne har produceret i de seneste måneder i teknikfaget.

Boden åbnede kl. 13 og var åben i næsten to timer, hvor der blev smagt, vurderet og kommenteret på så forskellige produkter som cider, vin, øl, mjød, sake og yoghurt.
 
Her ses nogle stemningsbilleder fra arrangementet, som gik hen og blev et af årets helt store tilløbsstykker!
 
 

Årets sæbekasse-ræs

 
Onsdag den 19. december blev der afholdt sæbekasse-event for 1. årgang, hvor der blev dystet i kategorierne: 
- hurtigste bil
- bedste design
- bedste udklædning. 

Bilerne er bygget som et indslag i teknologiundervisningen og som opfølgning på faget: Produktudvikling på grundforløbet.
18 biler stillede til start.

Kreativiteten var udfoldet på fornemste vis, både med hensyn til bilen og udklædningen; militærtema, Ferrari, 007 m.m. var bragt i spil samt konstruktioner a la formel1-biler, badekar, amerikanerbiler, m.m.

Konkurrencen blev afholdt med indledende heats, semifinaler og til sidst et finaleheat. Vinder blev ”Lynet og McQueen” i rødt outfit og rød strømlinet bil i overlegen stil - måske har vi en Schumacher II på vej?
Dog crashede et baghjul 5 meter efter målstregen, men dette betød jo intet, sejren var i hus.
 
Enkelte biler blev imidlertid diskvalificeret efter dommernes strenge opmålinger til design-konkurrencen, idet de ikke overholdt specifikationerne. Her vandt Amerikanerbilen i flot stil, den deltog samtidig i finaleheatet. Udklædningskonkurrencen blev vundet af gruppen med temaet: Games of Thrones.
 
Til højre og herunder ses billeder fra såvel produktudviklingsfasen i værkstederne som fra selve væddeløbet og den efterfølgende sejrsfest.
 
 

Informationsmøder 2019 - Åbent hus

AARHUS GYMNASIUM, Aarhus C
Dollerupvej 2, Aarhus C
Torsdag den 17. januar 2019 kl. 19.00

AARHUS GYMNASIUM, Viby
Hasselager Allé 10, Viby J
Torsdag den 10. januar 2019 kl. 19.00
 
AARHUS GYMNASIUM, Tilst
Kileparken 25, Tilst
Onsdag den 16. januar 2019 kl. 19.00

TEKNISK GYMNASIUM, Skanderborg
Højvangens Torv 2, Skanderborg
Torsdag den 17. januar 2019 kl. 19.00

Følg med på facebook ...

 
AARHUS GYMNASIUM, Viby har sin egen facebook-side, hvor du løbende kan holde dig opdateret om, hvad der sker på skolen.
Vi modtager gerne forslag til forbedringer, indlæg og andre kommentarer til vores nyhedsbrev fra AARHUS GYMNASIUM, Viby.
Send venligst en mail til John Ellekrog, redaktør af nyhedsbrevet, på joe@aarhustech.dk.
 
Framelding: Du kan til hver en tid framelde dig nyhedsbrevet ved at gå til bunden af nyhedsbrevet og trykke på "Frameld dig dette nyhedsbrev". 
 
Med venlig hilsen  
 
Ivan Lauridsen
Studierektor
AARHUS GYMNASIUM, Viby 
M 2488 1574
 
Frameld dig dette nyhedsbrev